Kam-Kager og allehaande krusede Brød,
Og store Træskaaler med Hamborger Miød,
Vore Qvinder de giorde dem tomme.

Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæl,
Tak have den Dan-Qvind' som giorde saa vel,
Og icke goed Tilbud forsmaade;
Ey heller var Anfri og Malfri saa svag,
De begge med Flasken jo droges et Drag,
Saa meget de stakler formaade.

Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,
Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,
Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner;
Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa,
Det lader jeg denne gang u-omtalt staa,
Til Dagen naar HErren indstævner.

Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst,
Jeg veed dog du hannem behagelig est,
Saa lærr I sammen at snorke.
Du snuser, hand tygger, saa lever i toe,
Som Tiggere begge, med hiertelig Roe,
Og ingen kan anden beskylde.

Mig angrer av mit hjertens grund
jeg bogen skulde lære
at jeg for alt det jeg har slitt
fik intet andet til profit
end umag og besvære.
Hvad har vi nu, fordi vi gik
vel 20 aars tid i skole,
Og mangt et slag i Haanden fik,
samt banket rygg og kjole?

Men Hammerøe ligger der inde med Land,
Beskicket for en residerende Mand,
Som Tienesten bør at forrette;
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og slaar,
Thi kand jeg ey videre sette.