Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,
Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,
Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner;
Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa,
Det lader jeg denne gang u-omtalt staa,
Til Dagen naar HErren indstævner.

Men allermeest er det forundringer værd,
En Ganne indsætter, en anden har lærd,
Den samme med Konst at udtage.
Nu maatte man spørge, hvor giøres det got,
At Satan mot Satanem øver sin Spot,
Kand Diævel en Diævel uddrive;

Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst,
Jeg veed dog du hannem behagelig est,
Saa lærr I sammen at snorke.
Du snuser, hand tygger, saa lever i toe,
Som Tiggere begge, med hiertelig Roe,
Og ingen kan anden beskylde.

Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæl,
Tak have den Dan-Qvind' som giorde saa vel,
Og icke goed Tilbud forsmaade;
Ey heller var Anfri og Malfri saa svag,
De begge med Flasken jo droges et Drag,
Saa meget de stakler formaade.

Men Hammerøe ligger der inde med Land,
Beskicket for en residerende Mand,
Som Tienesten bør at forrette;
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og slaar,
Thi kand jeg ey videre sette.

Dokker træng en hest," sa de.
"Ja vil dokker bryte dokker så grynsmå," sa han, "så har æ no mærra her. Ka dokker betale? Vil dokker op og slå dokker tell individ, så skal æ kjøre dokker både op og ner. Hos mæg skal dokker ikje omkomme, dokker skal ikje førlise et hår. Ka dokker betale? Her e ingen så lægg to pinna i kors førr dokker, neida, bare hjølpsomme folk overalt.