Ikke maa du heller slaa
nabokvæget brun og blaa
om de av vanvare
gjorde paa din eng et trav,
man faar udi nabolav
ei saa streng fremfare.

Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,
Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,
Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner;
Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa,
Det lader jeg denne gang u-omtalt staa,
Til Dagen naar HErren indstævner.

Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst,
Jeg veed dog du hannem behagelig est,
Saa lærr I sammen at snorke.
Du snuser, hand tygger, saa lever i toe,
Som Tiggere begge, med hiertelig Roe,
Og ingen kan anden beskylde.

Mig angrer av mit hjertens grund
jeg bogen skulde lære
at jeg for alt det jeg har slitt
fik intet andet til profit
end umag og besvære.
Hvad har vi nu, fordi vi gik
vel 20 aars tid i skole,
Og mangt et slag i Haanden fik,
samt banket rygg og kjole?

Men Hammerøe ligger der inde med Land,
Beskicket for en residerende Mand,
Som Tienesten bør at forrette;
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og slaar,
Thi kand jeg ey videre sette.

Men allermeest er det forundringer værd,
En Ganne indsætter, en anden har lærd,
Den samme med Konst at udtage.
Nu maatte man spørge, hvor giøres det got,
At Satan mot Satanem øver sin Spot,
Kand Diævel en Diævel uddrive;