I nord fra Paucis varre efter Kjølens rand
og efter grænsen gaar vi syd til varre
Savca. Dette er nu tinglyst Tysfjord-land,
som Hamarøyen vilde til sig kare. -

Men Hammerøe ligger der inde med Land,
Beskicket for en residerende Mand,
Som Tienesten bør at forrette;
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og slaar,
Thi kand jeg ey videre sette.

Dokker træng en hest," sa de.
"Ja vil dokker bryte dokker så grynsmå," sa han, "så har æ no mærra her. Ka dokker betale? Vil dokker op og slå dokker tell individ, så skal æ kjøre dokker både op og ner. Hos mæg skal dokker ikje omkomme, dokker skal ikje førlise et hår. Ka dokker betale? Her e ingen så lægg to pinna i kors førr dokker, neida, bare hjølpsomme folk overalt.

Vi samles på Fortroppens hjørne mot vest og ser over mot tinden. Fra blokken vi står på har Pan eller Jordånden eller Djævelen selv spændt en usynlig kabel på to hundrede meter over i stortindens østvegg, der nyskurte tusenmetersva er brukket efter midten og hængt op til tørk.

Men allermeest er det forundringer værd,
En Ganne indsætter, en anden har lærd,
Den samme med Konst at udtage.
Nu maatte man spørge, hvor giøres det got,
At Satan mot Satanem øver sin Spot,
Kand Diævel en Diævel uddrive;

Vi sitter på varden og lar blikket seile. Fra jøkelens islys i øst til Lofotvæggens hilderland i vest under havranden. Det ryker av dypet og det driver av himlen, mens storm og tåke knuses mot hjørner og gjél. Og syn og sus flyter sammen til en saga om mineralets evige suverænitet.