Vi sitter på varden og lar blikket seile. Fra jøkelens islys i øst til Lofotvæggens hilderland i vest under havranden. Det ryker av dypet og det driver av himlen, mens storm og tåke knuses mot hjørner og gjél. Og syn og sus flyter sammen til en saga om mineralets evige suverænitet.

Vi samles på Fortroppens hjørne mot vest og ser over mot tinden. Fra blokken vi står på har Pan eller Jordånden eller Djævelen selv spændt en usynlig kabel på to hundrede meter over i stortindens østvegg, der nyskurte tusenmetersva er brukket efter midten og hængt op til tørk.

Da revner tåken - og endnu en gang står han for oss, titanen, lynomfunklet, vassdrivende, skinnende som smergelpusset jern. Det raper av torden omkring ham, men det rager ham ikke, ingenting rager ham, der han troner i olympisk likegyldighet over livets svedende gesjæft - em ambolt hvorpå guderne kan hamre.

I disse sekunder, som koncentrationen gjør tidløse, oplever jeg hvordan hele min skjæbnes brede væv løper sammen til en eneste tråd i denne passage på en tolv-femten forbitrede fingertak.

Som skodden skapes, ændres og forsvinder - slik skummer også livsformerne for fjeldets fot. Det er ikke menneskealdre Stetinden har skuet ned på fra sin ensomme høide, men jordaldre.

Dokker træng en hest," sa de.
"Ja vil dokker bryte dokker så grynsmå," sa han, "så har æ no mærra her. Ka dokker betale? Vil dokker op og slå dokker tell individ, så skal æ kjøre dokker både op og ner. Hos mæg skal dokker ikje omkomme, dokker skal ikje førlise et hår. Ka dokker betale? Her e ingen så lægg to pinna i kors førr dokker, neida, bare hjølpsomme folk overalt.