...mangt et Skuespill fortiener ikke Navn af Skuespill, endskiønt alle Logiske Regler derved ere i Agt tagne.

...tilstaaer jeg gierne, at Charactererne ere outrerede udi visse Stykker; men maa derhos sige, at Agt er skeed af heel beraad Hu, og af en pur Fornødenhed, saasom jeg saavel som andre af Erfarenhed haver mærket, at Skuespill uden outrerede Characterer, eller uden det, som Academiske Censores ansee som Feil, ingen Virkning have.

Thi enhver Skribent kand nu agere Comoedie Skriver og ingen frygter at see sit Arbeide spildt, i hvor mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er naar han tager den Præcaution at det endes med Sang og Dantz, hvilket man og seer at vor Alders Autores nøye i agttage. Man seer heraf, at en forderved Smag ogsaa har sin Nytte i Verden, og at det, som jeg derom skiemteviis har skrevet udi mine Moralske Tanker er ikke gandske ugrundet.

Men jeg drister mig, uden Vanitet, at sige, at vore Nordiske Tilskuere, helst af Middelstand, ere langt beqvem-mere Dommere herudi, end de Parisiske: Thi hvis de første ikke have saa fiin Smag som de sidste, saa have de den dog ikke saa selsom og fordærved.

Men, naar Comoedier ere moralske og opbyggelige, kand jeg ikke see, med hvad Føye man kand kaste Foragt paa Acteurs, som forestille dem. Comoedianter ere vel udi de Roman-Catholske Lande excommunicerede: men, saasom paa mange saadanne Steder Skiøger offentligen tillades, lærer man intet andet deraf, end at den Canon er giort hen i Taaget, eller forfattet af Hypocriter, hvilke ere de eeneste lastværdige Comoedianter; Thi en Øyenskalk spiller de hæsligste Comoedier. Den Forskiel imellem ham og en anden Acteur er denne, at skiønt begge agere forstilte Personer, saa forstiller den første sig, for at bedrage Verden, og den sidste, for at legge Bedragerie og falske Dyder for Lyset.

Naar jeg kommer i Mænds Selskab, presenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Café og jævn Pølse-Snak.